Vores hund Alba elsker sin taske. Faktisk elsker hun alle tasker – uanset om det er hendes egen, pusletasker, Ikeaposen….
Det er skønt at have tasken med når man er på farten med sin hund, det gør turen en hel del nemmere. Planlægger du at rejse med din hund, vil I komme ud for nogle situationer hvor hunden skal være i tasken. Det er dejligt at din hund har et sted den kan slappe af når I er på farten, eller når hele familien er på heldagstur. En hund sover i gennemsnitligt 12-14 timer i døgnet, men modsat os mennesker, tager den flere korte lure end én lang. Så tasken kan ogs bruges til små lurer på længere turer.
Udover at være praktisk er det afgørende, at din hund føler sig tryg i en lukket taske, især hvis I planlægger en flyrejse, da reglen hos alle flyselskaber, der tillader hunde i kabinen, er, at hunde skal være i en lukket taske under hele turen. Det er ideelt at vænne sin hund til tasken fra en tidlig alder. Vi gjorde det selv med vores hund Alba, der har været med os overalt siden hun var helt lille. Men det er også muligt at træne en voksen hund til at blive komfortabel i en taske. Husk, at alle hunde er forskellige, nogle lærer hurtigere end andre, mens andre kan være mere modvillige. Det handler om at skabe positive associationer med tasken, ligesom med alt andet din hund skal lære. Din hund bør associere tasken med behagelige oplevelser, f.eks. når Alba ser sin taske, forbinder hun det med at familien skal på tur. Til at starte med, er en god idé at transportere din hund i tasken på små ture, f.eks. i skoven, som din hund vil forbinde med en positiv oplevelse. Husk: Ofte tager det tid, før en hund vænner sig til en ny kurv eller taske, så vær tålmodig under tasketræningen og lad hunden selv opdage, at tasken er et trygt sted